Hampi + Ooty
Det har vaeret svaert at sende blogindlaeg fast det sidste stykke tid, fordi vi har vaeret ude at rejse en masse.
Onsdag sidste uge tog vi med natbus til Bangalore (Bengaluru). Vi ankom tidligt om morgen (kl. 5) og saa solen staa op, mens byen vaagnede og folk morgentionerede (!) i hvad der mindede om en lille Central Park; vi fik spillet badminton med de lokale (jeg savner saadan badminton hernede) og tog billeder af langsom jogging og morgenyoga. Sammenligningen med New York er faktisk ikke helt hen i vejret: Der er kaempestore veje, lyskryds, skyskrabere og reklamer overalt i Bengaluru. Der er ligesaa mange fancy cafeer, ligesaa mange tiggere. Vi var smadrede, fordi vi ikke havde sovet godt i bussen (det goer man aldrig i natbusserne hernede – ikke mindst fordi man hele tiden har i baghovedet, at man er midt i den indiske trafik), saa vi endte med bare at haenge ud i parken efter at have koebt to meget amerikanske boeger (en samling af artikler om oekonomi fra the Economist og en bog om gratis produkter (alt fra information til software) paa nettet og deres betydning for forretningsmodeller og haabefulde entreprenoerer (os – glaed jer til et online privatoekonomiske visualiseringssystem)). Om aften hoppede vi saa paa bussen til Hampi.
Hampi viste sig at vaere et af de smukkeste steder, vi nogensinde har vaeret. Der var simpelthen alt: fra den legende vind i de solgroenne rismarker, der med matematisk praecision var anlagt klods op af forhistoriske sten og snoede palmer til vandloeb med staerk stroem og klatresten i midten, hvor man kunne sole sig paa braendende sten. Det lykkedes at knipse over 800 billeder ind bare i Hampi, og mindst halvdelen af dem er af postkortkvalitet, fordi landskabet var saa fotogent paa alle tider af doegnet. Landskabet mindede mig om en flintstonesfilm, og jeg foreslaar, at I alle soeger paa Hampi paa google og nyder det, vi bl.a. vil vise jer, naar vi kommer hjem og dirigerer jer gennem det store fotomarathon.
Fra Hampi rejste vi tilbage til Bangalore for at komme til Ooty, en hill station (dvs. en destination der bl.a. lokkede i kraft af sin koelighed), men klog af erfaring valgte vi ikke igen at bruge 16 hvileloese timer I Bengaluru, saa vi havde bestilt en dagsbus. Det tog 2 timer for bussen at kaempe sig op af det stejle terrain og gennem haarnaalesving, men til sidst ankom vi – og selvfoelgelig var det en velkommen fornemmelse at maerke den kolde vind (vi er trods alt skandinaver). Vi fandt et vaerelse paa YWCA (Ja, naesten som musikhittet – Young Women’s Christian Association i det her tilfaelde), hvor der var baade faelles opholdsrum med klaver (som stemte meget daarligte) og et minibibliotek (med mange (!) boeger om religion (laes: kristendommen)). Desvaerre fik jeg ond diarre, saa naeste dag (og nat) opholdte jeg mig i sengen eller paa toilettet, men heldigvis hjalp lidt aebler og youghurt (og ikke mindst Johans atombombeantibiotika – man maatte kun tage en enkelt pille en gang), og naeste dag kunne vi udforske botanisk have og spise en masse vestlig mad (vi kvaernede sammenlagt seks burgere).
Paa Café Coffee Day (en vestlig og lidt dyr café med ordentlig kaffe) hang vi ud med forestillingen om, at resten af dagen skulle blive rolig og uden stoerre begivenheder, men der tog vi fejl. Jeg spurgte tjeneren om lidt cricket, og en fyr ved siden af os spurgte mig lidt sarkastisk, om jeg holdt med England; vi faldt i snak med ham og den pige, der sad ved siden af ham. De snakkede ufatteligt godt engelsk, og de kaertegnede hinanden i loebet af samtalen = meget vestlige og anderledes i deres fremtoning. Det viser sig, at fyren er vaert og director paa et indisk MTV-program (han hedder Rannvijay Singh Singha, google ham), hans pige producer paa en film, de var ved at indspille I Ooty. Nu. Saa vi blev inviteret til settet samme aften for at se dem indspille en musikscene, og vi sagde selvfoeligelig ja tak.
Det viste sig at vaere svaert at finde stedet. Vi havde faaet et gadenavn og et sted “Champaklal Cottage”, men ingen kendte den hytte, da vi spurgte om vej, saa vi gik fasted efter et andet landmark. En fyr kendte stedet og gav os directions: “two kilometers straight ahead, then to the left”. Vi fulgte hans instruktioner, og efter halvanden kilometer dukker en fyr op og spoerger, hvor vi skal hen; det er moerkt, saa forest efter et par sekunder gaar det op for os, at det er den samme fyr som foer. Vi svarer, at det ved han godt, og han siger, at han kan vise os derhen. Han er tribal trekking guide og insisterer paa, at han fortaeller sandheden. Efter at have insisteret lidt for laenge paa sandheden, efter at have moedt hans bror paa vejen (suspekt), efter at have drejet til venstre istedet for hoejre, valgte vi ikke at stole paa ham og vendte om. Vi gik saa lidt rundt paa hovedvejen, men ingen rickshawchauffoerer kendte stedet. En taxa stoppede saa, kendte stedet og tilboed at koere os derhen for 200 rupees – hvad vi sagde nej tak til, da vi opdagede, at broderen ogsaa sad i bilen. Chauffoeren tilboed os saa at koere gratis med, hvad vi ogsaa sagde nej til. Vi kunne simpelthen ikke regne ud, hvad de var ude paa, og det kan vi stadig ikke; maaske taenkte de bare, at det her var vestlige folk, som de ville lokke penge ud af, men paa hvilket made ved jeg ikke (og maaske gjorde de heller ikke, de var trods alt ret fulde). Anyway, efter den foruroligende oplevelse bankede vi paa hos nogle soede folk, som foreslog os at gaa sam,me vej, som de stive folk ville have os til. Det gjorde vi saa og fandt efter yderligere et par kilometer endelig videosettet. Der var store lastbiler med stroem og mobile homes, der var private chauffoerer og transportable mad. Vi blev stoppet af en vagt, som ikke ville have os for taet paa, men da Rannvijay saa os og sagde god for os, blev vi behandlet som konger: vi fik te, te, te og te (vi froes ret meget paa det tidspunkt), masser af laekker indisk mad, kaffe, og vi fik en masse spaendende samtaler backstage med Rannvijay (som spilled hovedrollen, men ikke var med i den scene saa tit), music directoren, filmproduceren og hele bandet. Det var et helt andet Indien, end vi var vant til, med veltalende flydende engelsk, iPhones, masser af penge og selvironi. Og saa var det mest af alt surrealistisk, at vi – to hvide drenge, som bare havde drukket kaffe en dag paa en café – var endt her; ogsaa selvom man taenker paa, at vi jo indirekte tilboed alle de vestligt orienterede indere at spejle sig i og bekreafte deres egen (oenskede) vestlighed. Sjovt var det i hvert fald, og det er nok det taetteste, Johan og jeg er kommet paa en indisk starfucker historie. Da vi blev traette (kl. 3 om natten), blev vi koert hjem af en chauffoer, og fordi vi skulle have vaeret hjemme seneste kl. 23, havde vi lodet bagdoeren til vores toilet staa, saa vi kunne snige os ind uden problemer.
Det har vaeret fantastisk at rejse, og jeg er helt maettet af indtryk. Hvis jeg nu indtryksfaster de naeste dage, kan jeg maaske faa appettiten tilbage til Darjeeling paa torsdag.
PS: Undskyld, hvis der er dumme stavefejl (store I’er eller maerkelige ord). Det skyldes, at jeg har skrevet med engelsk stavekontrol, og den rettede automatisk ord, der lignede fejlslagne engelske ord.
Nirvana-film
Og her er en lille film, Johan og jeg har lavet til skolen, vi arbejdede paa! Bemaerk lagkagematematikken midt i filmen ;)
Nirvana School from Johan Bichel Lindegaard on Vimeo.
Indisk bryllup
I gaar og i morges var vi til bryllup - indisk bryllup med alt, hvad det indebaerer af medgift (en motorcykel, vaskemaskine, sofa, koeleskab, frugt osv.) og mad (vi fik to fantastiske maaltider, begge i sydindisk thali-stil). I gaar aftes var en reception, hvor brudeparret rejste med et optog fra templet til the wedding hall, og hvor der blev givet gaver og spist aftensmad. Her til morgen var selve brylluppet med alle dets hellige ritualer og roegelse, og det tog over halvanden times messen og hoej musik (saa hoejt, at folk vaagner af det; folk paa guethouset klager tit over tempelmusikken om morgen) at se brudeparret sikkert gennem den farlige overgang til aegteskabet. Alligevel kan jeg ikke finde ud af, om den indiske liturgi er mere hoejtidelig end den danskprotestantiske, for selvom der var flere ritualer, var der slet ikke samme grad af faellesskab omkring udfoerslen af dem; folk gik rundt og smaasludrede, de spiste, naar de havde lyst, og der var ikke noget som helst program for andre end brudeparret, som til gengaeld havde et meget noeje tilrettelagt program. Jeg har aldrig vaeret i et land, hvor hverdag og hoejtidelighed er saa taet forbundet, hvor de mest rigide og symbolske ritualer bliver udfoert som en selvfoeligelighed hver morgen i bilos og stoej, foer man tager fat paa dagens dont. Eller hvor stille templer ligger lige ud til den farligste vej i verden (ja, det er den vi cykler paa hver dag - The ECR). Men det var en virkelig interessant oplevelse at vaere tilstede til brylluppet, specielt fordi vi kender gommen, Elumalai, rigtig godt (han har taget sig af os som frivillige paa skolen), og nu kan vi prale af at have vaeret til et indisk bryllup (et af mine allerfoerste bryllupper, faktisk).
I dag sagde jeg definitivt farvel til mine boern. Jeg gav dem en lommeregner hver (“Uhh, Sir, calculator!”), og jeg viste dem, hvordan de kunne sende mig e-mails (hvad der ti sekunder efter, mens de stadig sad ved siden af mig paa computerne, resulterede i en mail fra dem: “i miss u”). Jeg kommer til at savne nogle af dem, og jeg har taenkt paa, om man mon skulle sponsorere et barn herfra.
Flere af de andre frivillige er saa smaat ved at rejse, saa rastloesheden er begyndt at banke paa doeren, og jeg glaeder mig til at rejse lidt igen. Specielt efter Thierry rejste, og undervisningen var slut, har jeg villet afsted, for nu er der ikke meget mere, der binder mig til dette sted. Det var en virkelig god ide at bo det samme sted i lang tid og laere det ordentligt at kende, for nu foeler jeg, at jeg kan komme tilbage og kende baade stedet og nogle mennesker, men som saa ofte naar man har planlagt at rejse, bliver jeg rastloes og venter paa at komme afsted.
Den sidste uges undervisning
Slutningen paa den frivillige undervisning naermer sig - i dag er det onsdag, og sidste dag er paa fredag. Den sidste uges undervisning har vaeret svaer at motivere sig selv til; man kan ikke begynde paa noget nyt, og sprogbarrieren bliver mere og mere tydelig. Hvor jeg oprindeligt havde haabet paa at goere en (relativt stor) forskel for nogle faa boern, har jeg maattet erfare, at det kraever meget mere tid og mere taalmodighed (og maaske tamil…), end jeg har givet dette projekt i denne omgang. Som jeg skrev paa et tidspunkt, er det nok de smaa samtaler om kultur, de har laert mest af (“you believe in no gods?! not all gods?!” eller “not married!! He’s not married!”).
Men jeg blev saa glad i gaar, da det lykkedes at faa boernene til at undervise hinanden. Jeg har forsoegt mange gange at faa de dygtige til at undervise de mindre dygtige paa tamil, fordi det nok er sproget, der er den stoerste udfordring, men boernene giver altid bare hinanden svaret paa spoergsmaalet. Men igaar underviste Musharfali meget paedagogisk de andre elever i at laere klokken, og jeg kunne se, at de fik noget ud af det. Det var simpelthen saa dejligt at se, at det har vaeret det hele den sidste noget traege tid vaerd. Samtidig laerer Johans boern virkelig hurtigt at tegne i 3D-programmer, saa vi har begge her paa falderebbet faaet nogle positive undervisningsoplevelser. Grundlaeggende har vi dog maattet erkende, at undervisning for mindre boern er en meget lang proces - man kan ikke aendre noget paa et par maaneder, det kraever aar, fordi de skal laere saa mange ting: at taenke, at forstaa, at udtrykke sig. Det er ikke bare fagviden, de skal have proppet i hovedet. Jeg taenker tit, at man skal vaere af den mest taalmodige stoebning for at kunne vaere folkeskolelaerer.
Det bliver soergeligt at sige farvel til boernene - de spoerger mig, hvornaar jeg kommer tilbage naeste aar, og jeg svarer, at det ikke bliver naeste aar. Jeg er glad for, at jeg besluttede at undervise i mere end en maaned.
Paa mandag har vi et bryllup hos vores skolemanager (arrangeret aegteskab), og saa smutter vi til Bengaluru og Hampi - der skulle vaere klatresten, stille soer, et stort hippietippietelt og en afslappet atmosfaere. Jeg glaeder mig til at rejse lidt igen.
20 aar
Vi stod op kl. 5:45 i dag for at fejre min 20-aars foedselsdag ved at se solen staa op over den bengalske bugt. Det var smukt at se skyerne danse i det gryende dagslys, og de faretruende moerke skyer skaanede os for andet end et par draaber, mens vi stod og noed den forsigtige solopgang. Alt imens smaa et par fiskerjoller staevnede mod land, og snesevis af indere sked paa stranden (hvad aabenbart er helt normalt). Thierry forsoegte vha. lyset og skyerne at spaa om mine naeste ti aar, og her foelger de generelle forudsigelser:
Jeg vil finde skoenhed i det uventede (vi saa ikke solen stige op af havet, men det var naesten bedre at se lyset og skyerne lege hen over himlen)
Jeg vil moede nogle problemer, som dog vil drive over af sig selv, hvis jeg saetter pris paa dem (der var mange moerke skyer, men de var faktisk ogsaa flotte, indtil de drev vaek)
Jeg vil skulle vaelge mellem to kvinder: en femme fatale og en guddommeligt smuk kvinde (henholdsvis en masse forskelligt lys og en fuldstaendigt oplyst sky)
Jeg vil muligvis blive gift (med den guddommelige), men foerst efter at have tabt hende af syne (en moerk sky stroeg forbi den oplyste sky paa et tidspunkt)
Jeg vil faa en aabenbaring hen mod slutningen af mine tyvere (vi fik saa endelig lov at se solen stige over en trekantet sky i horisonten)
Det lyder jo helt i orden – eller, det lyder interessant.
Hvis I er nysgerrige efter, hvordan jeg har opfoert mig i aar, saa kan jeg sige, at det for anden gange i hele mit ophold i Indien har regnet i dag: men vi tolker det som et tegn paa god opfoersel, fordi vi alle sammen saa gerne vil have mere koelighed (der er bagende varmt, ogsaa om aften, og det bliver varmere og varmere). Jeg holder mig ogsaa til denne fortolkning, og jeg maa indroemme, at det var dejligt at bade i regnvejret. Ellers er planen for i dag at holde middag paa guesthouset (Shankars soester vil gerne lave veg. curry til 25 mennesker, og min mor har jo sendt alt, hvad jeg skal bruge til at lave lagkage), og vi har inviteret Ismael over. Det er lidt magisk at fejre sin 20 aars foedselsdag i Indien.
PS: Foerste foedselsdagsgave var en kuglepen fra mine elever.
Til spidsen af Indien
8 timer hvert doegn. Saa meget har Thierry, Johan og jeg rejst paa vores tur til spidsen af Indien, Kanyakumari. Stedet er mere fantastisk end Skagen - man kan se tre, ikke bare to have loebe sammen, og man kan slippe for at betale 30 kr. for en kop tynd teposesjap og istedet nyde en staerk chai-te til 2 kr.. Vi foelte alle en utroligt dyb ro efter at have siddet og kigge ud over havene om aften. Indien er som oftest saa overaeldende, uoverskueligt og umenneskeligt stort, at man konstant spoerger sig selv: Bliver jeg nogensinde faerdig? I Kanyakumari foelte jeg for foerste gang, at jeg kunne overskue stedet - maaske fordi det ikke er stort og hektisk, og maaske fordi der ikke var saa mange rickshawchauffoere, der raabte efter os. Det er efterhaanden omkring to uger, siden vi kom hjem, men jeg foeler stadig den dybe ro. Vi blev desvaerre beroevet solopgang og –nedgang, fordi der var overskyet (hvad ellers skulle vaere et sjovt faenomen, fordi man samtidigt kan se maanen gaa enten ned eller op), men saa har vi jo en grund til at komme tilbage.
Faktisk stiftede vi en ”Tip Trip”-klub, da vi sad der; en gruppe, hvis formaal er at besoege forskellige geografiske spidser (hoeje bjerge, dybe dale, kontinentale spidser o.lign.), og naeste projekt er at besoege nordnorge i 2012.
Efter Kanyakumari tog vi et smut forbi Neyyar Dam, hvor vi dels tog paa krokodille- og loevesafari (det vaerste, jeg endnu har brugt penge paa hernede – man blev bare koert rundt i en jeep, mens et par halvtamme loever gik rundt i fangenskab. Krokodillerne laa ogsaa og sov i deres bur), dels saa en kaempestor dam i nogle meget ikketuristede omgivelser. Hvor safarien var frustrerende, var naturen smuk, og vi forlod stedet i godt humoer. Paa vejen hjem begyndte det at styrtregne, og da vi endelig kom til Trivandrum, var der over 20 cm. vand paa vejen; rickshaws havde selvsagt svaert ved at koere, og vi blev alle tre gennembloedt paa de ti sekunder det tog at loebe fra bussen til togstationen. Men Johan blev opmuntret til at tage billeder, saa han pakkede kameraet ind i en plasticpose og gik ud for at dokumentere det fantastiske vejr (der kommer flere billeder, hvis vi finder en god Internetforbindelse). Da vi skulle hen til vores hotel, greb Johan og jeg, for at undgaa at traede i en stor vandpyt, fat i en betonsoejle, der bar en hoejspaendingsledning, og da stroemledningerne ikke er beskyttet med plastic hernede, fik vi begge stroem gennem os; Johan kunne stadig maerke stoedet i skulderen om natten, hvor jeg var mere heldig og kun fik et lille stik i haanden. Det er pludselig intet under, at der er hyppige stroemsvigt i loebet af monsoonperioden (apropos infrastruktur og monsoon: deres kloaksystemer er enten meget daarlige eller ikke-eksisterende. Jeg tror ikke, det var et usaedvanligt syn, at gaden var oversvoemmet). Men alt i alt var vi heldige, at vi fik en smagsproeve paa monsoonen (Thierry har vaeret her i fem maaneder, og det var foerste gang, han oplevede regn i Indien).
Da vi saa skulle hjem med vores 16 timer lange sovetog, opdagede vi, at vi kun havde reserveret pladser til to mennesker – Johan var kommet paa venteliste, fordi der ikke var flere pladser i toget, og vi brugte en del tid paa at finde ud af, hvad vi saa skulle goere. Til sidst hoppede vi bare paa toget, og vi fik alle lov at koere med, men vi manglede stadig en seng. Saa Johan og jeg delte en togkoeje. Vi laa i yin-yang figur for at kunne vaere der, mens vi skiftede mellem to stillinger; en, hvor vi ikke fik blod til armene, en anden, hvor vi ikke fik blod til benene. Vi sov daarligt, men paa den anden side sparede vi 1000 rupees.
Alt i alt en fantastisk tur med mange dejlige oplevelser, et utroligt afslappet rejseflow (vi havde arrangeret lidt, men ikke specielt meget. Slet ikke sammenlignet med, hvad jeg er vant til!) og nogle gode rejsekammerater. Prikken over i’et var simpelthen bare at komme hjem og saa foele sig hjemme; nogle gange skal man aabenbart rejse lidt vaek, foer man for alvor kan foele sig hjemme der.
Peanutbutter
Forleden koebte vi et glas peanutbutter i en Aurovilsk, oekologisk butik, og da vi kiggede paa etiketten, var den lidt anderledes, end vi havde regnet med. Der var ikke trykt “Peanutbutter” paa den, men “Natural Butter” og saa skrevet “Peanut - Crunchy” med haandskrift, og hvis man var interesseret i ingredienslisten, kunne man se en masse ting, der ikke var (ingen cashews, ingen sesamfroe, ingen mandler), som var streget ud i haanden, og saa kunne man se de faa ting, der var i (peanut, salt). Det sjove ved dette er, at det sympomatisk for, hvordan Indiens oekonomi ser ud - at serviceydelser er ufatteligt billige, men materialer koster - for det har aabenbart vaeret oekonomisk rationelt for peanutbutterproducenten at faa masseproduceret de samme mange maerkater til sine forskellige produkter (cashewbutter, tahini, almondbutter, peanutbutter) og saa hyre en inder til at strege ingredienser ud og skrive, hvad hvert enkelt glas indeholdt. Jeg har to andre eksempler, der understreger pointen (at serviceydelser er ufatteligt billige, men at materialer koster):
1: Da Johan og jeg fik nye sadler, tog det cykelsmeden over en halv time at montere de to sadler. Alligevel udgjorde hans loen kun 20 procent af den samlede pris (paa 15 kr. for to sadelstaenger).
2: Da vi tog til Burning (Wo)man-party i gaar aftes midt i oerkenen, tog nogle af pigerne en rickshaw derud. Chauffoeren koerte dem i tre kvarter igennem jungle og oerken, og da de kom frem, tilboed han at vente paa dem i fire timer for 10. kr. og koere dem hjem bagefter - turen kostede i alt 100. kr., saa det kraever ikke megen fornemmelse for tal at se, at chauffoerens loen er en meget lille del af prisen for en koeretur. (Som en sidebemaerkning laeste vi i avisen, at prisen paa olie er steget med 600 procent over de sidste aar! Kan nogen mon tjekke, om det er rigtigt?)
Naah, kig paa peanutglasset og taenk paa, hvad de ville koste at faa manuel arbejdskraft i DK til at strege over og skrive istedet for at producere fire forskellige typer etiketter.
Matematik-tak
Undervisningen hernede på Nirvana School (spørg mig ikke om grunden til navnet) er efterhånden ved at skride rigtig godt frem. Efter et par tumulte første dage med skiftende skemaer og mange forskellige timer, har Johan og jeg fået gode skemaer med de samme elever hver dag; jeg underviser 4th og 5th standard i matematik, Johan underviser 5th og 6th standard i IT, og imellem os to har vi børn i aldersgruppen 8 til 10 år. Det er fantastisk at have med de yngre børn at gøre; jeg har aldrig set en lignende nysgerrighed hos små børn i danske skoler (eller, jeg husker i hvert fald ikke samme nysgerrighed fra min tid i indskolingen), og selvom de er meget displineret, er der så megen utæmmet og sprælsk legelyst. Man ikke kan undgå at blive glad, når børnene alligevel ikke helt gør, hvad man beder dem om; slet ikke efter den daglige assembly, hvor de marcherer på stedet og synger nationalhymnen i stolteste militærånd. Det er rart, at disciplineringen ikke har knækket børnene, og skolen fungerer rigtig godt (specielt sammenlignet med nogle af de andre skoler, vi hører om – hvor børn bliver slået hårdt, eller hvor rektor er så stædig og omskiftelig, at man intet kan hjælpe med). Der er en god stemning, vi spiser frokost to gange om ugen med Ms. Samani, stifteren af skolen, og jeg er rigtig glad for at være her.
Samtidigt bliver det også tydeligt, at det indiske skolesystem gennemgående underviser på en alt andet end selvstændiggørende måde. Specielt i matematik lægger jeg mærke til, at børnene bliver trænet i at genkende opgaver uden at forstå opgavernes relevans for virkeligheden. Når børnene lærer om arealer og rumfang forstår de ikke, at der er rumfang i en mælkekarton og areal i en skolegård, ligesom de ikke forstår, hvordan de kan kombinere deres viden om f.eks. arealet af trekanter og firkanter til at frontarealet ud på et simpelt hus (for det kan man ikke hurtigt putte på formel, det kræver rumlig fornemmelse). Når de lærer om brøker, forstå de ikke, hvad tallene betyder, men de kan ofte hurtigt udregne facit (efter at have opdelt chappatis og pizzaer i brøkdele er de langsomt begyndt at forstå brøker visuelt – det er faktisk min største bedrift so far. Men der var en lille kulturel misforståelse, da jeg sagde, at vi skar chappatien ud i fire lige store dele; de svarede straks, at man ikke skærer i chappatis, men at man derimod river dem over (med højre hånd)). Og når jeg som nu forsøger at lære dem klokken og spørger om, hvor lang tid der er fra første time (9:30) til tredje time (11:00), bryder deres matematiske verden helt sammen, og de svarer efter lange, besværlige udregninger, at der går 1023000 minutter. Så griner jeg lidt af dem, og de griner lidt af mig; og så spørger de, om de istedet for at gange de to tal skulle dividere dem? Selv udstyret med et ur er det ikke lykkedes at give dem en fornemmelse af tid, selvom de engang i mellem rammer rigtigt, når de ikke forsøger at genkende opgaven, men bare tænker sig om. Jeg ser det som min opgave at give dem en mere virkelighedsnær forståelse af matematik, men det er nok lidt for naivt at regne med, at jeg kan gøre en stor forskel for de sammenlagt otte elever, jeg har – dertil er jeg her for kort og mit tamilske (eller deres engelske) for dårligt. Om ikke andet, så trøster jeg mig med, at de får en masse ud af at være sammen med mig og snakke på engelsk, og hvis bare et par stykker af dem lærer noget matematik (hvad de faktisk gør), er jeg glad. Der er så mange sjove historier om børnene, at jeg kunne blive ved i en evighed (flere af dem tæller med tæerne, når de skal lægge tal over 10 sammen), de er simpelthen så søde at være sammen med, og samtidigt er det frustrerende at være vidne til, at et system, der er så stolt over sig selv, ikke for alvor forstår at forberede sine elever på virkeligheden. Det bliver en kæmpe opgave at reformere det indiske uddannelsesvæsen og dets bagvedliggende filosofi (var der nogen, der sagde: ”den sorte skole:?), og heldigvis er nogle politikere ved at forsøge det. Men det går langsomt, for politik er meget svært at føre i Indien (hvad ikke undrer, når man tager den store, meget brogede og økonomiske meget ulige befolkning i betragtning), og der er langt fra politiske reformer og filosofiske citater til praktiske ændringer. Det sidste ser man specielt på vores skole, hvor gandhisk og amerikansk læringsfilosofi pryder væggene (”question all you think you know”), mens sortskoleindisk undervisning fortsat bedrives i klasseværelserne. Men jeg vil gerne understrege, hvor stor en bedrift det er at drive skole og sørge for et så godt læringsmiljø, som der er her; der er meget at forbedre, men når man tænker over alle de ting, det her land slås med, er denne skole en ø af fremskridt. På den måde har jeg det ambivalent med skolen; for deres undervisningsstil er dårlig, men jeg har samtidigt enorm stor respekt for det arbejde og den energi, skolen er udtryk for, og jeg kan ikke tillade mig at dømme stedet, selvom mange ting springer i øjnene, når man kommer fra et så politisk korrekt uddannelsessystem som det skandinaviske.
Jeg prøver at få børnene til at tænke lidt mere ved at stille dem anderledes opgaver, men ofte går det galt, og det er ikke min opgave her op til prøverne at nedbryde deres viden og få dem til at levere dårlige resultater; så jeg må lade være med at revolutionere undervisningen markant og istedet snige lidt sjov og spas (og anderledes matematik) ind af bagdøren, mens de bliver trænet i at klare sig godt i det indiske uddannelsessystem. For når jeg tager hjem om et par måneder til frelste Europa og en god uddannelse, bliver de tilbage og skal have en fremtid i Indien.
Pondicherry by night
Så er Johan og min stemningsfilm fra Pondicherry blevet færdig og uploadet på youtube. Det er en samling af videoklip fra vores lokalområde og Pondicherry, den største by i nærheden, optaget i loebet af natten og klippet sammen på vores værelse. Håber, det giver et lille indtryk af, hvordan alting er hernede.
Party time!
I går fejrede vi vores vært Shankars fødselsdag sammen med hele hans familie, alle hans aurovillevenner og alle de frivillige på guesthouset. Vi fik hjemmelavet indisk mad (hvilket må have været et kæmpe projekt at lave, siden vi var omkring 30 mennesker, og de kun har to kogeblus), indiske øl (dårlige Kingfisher) og indisk spiritus (slemme tømmermænd), men så var festen heller ikke mere indisk; alle aurovillevennerne er hvide og enten helt eller halvt fra Europa (primært Tyskland eller Frankrig), de hører det samme musik, som vi hørte for 5 år siden (bl.a. Eminem), og de opfører sig fuldstændigt, som vi gør i København, når vi holder fester. Det var skønt bare at sidde ude hele natten i t-shirt og drikke øl, som var det sommer, mange af de unge var virkeligt imødekommende og snaksagelige, og det var interessant at høre de unges syn på det ellers så spirituelle og økologihellige Auroville. Men mest af alt var det bare rart at kunne falde tilbage i sin sædvanlige opførsel for en stund og ikke tænke på, at man var i et andet land og skulle feste på en anderledes måde; for det var virkelig som København, bortset fra at man ikke sidder i bare fødder og t-shirt i februar. Det – at vi slappede uforbeholdent af – var måske også årsagen til, at vi begge fik en tår over tørsten, og i det her varme og luftfugtige klima betyder hovedpine hovedpine…
Vi er blevet inviteret til fest igen i aften på et ungdomshus, som efter sigende er tre hytter og et gammelt bordfodboldbord, og på trods af det vil jeg rigtigt gerne derhen; dels fordi det altid er hyggeligt at møde og hænge ud med andre unge mennesker, dels fordi det er spændende at høre deres europæiserede syn på Indien (eller rettere, Auroville, som på ingen måde er represæntativt for Indien) efter at have levet her det meste af deres liv. Det eneste problem er, at vi skal finde vej igennem jungleskoven på vores cykler, og hvis det lykkes, skal vi også finde hjem igen igennem alkorus og tæt bevoksning – men, bare rolig, så slemt er det ikke, de har lovet at vise os vej hjem og sørge for, at vi kommer sikkert i seng (så I kan også sove roligt derhjemme).
På lørdag tager vi med natbussen til Madurai og møder Thierry. Efter en dag der tager vi til spidsen af Indien, ser den flotte udsigt og bruger lidt tid i den lille by Kanyakumari (Cape Comorin). Planen er så at tage til Trivandrum, besøge et naturreservat (med alverdens dyr – bl.a. løver og, hvis jeg husker rigtigt, tigre) og hoppe på et 16 timer langt tog hjem til Villapuram med ankomst torsdag morgen kl. 5 (Indian time…). Lad os håbe, at vi ikke løber ind i store forsinkelser på vejen.
